Remko van Schaik
Hollandske Remko van Schaik har deltaget i Brandes internationale Street Art-festival ialt seks gange siden starten i 2015.
De fleste husker nok hans 3D-værk fra 2015 med aben – der var afhængig af digitale medier. Værket blev med rette et stort tilløbsstykke og blev flittigt fotograferet af de begejstrede tilskuere, og selvom det er otte år siden er dette tema jo stadig topaktuelt.
Det startede med interesse for tegning og en uddannelse som dekoratør
Remko van Schaik er en flittig kunstner, der tidligt fattede interesse for at tegne. Han er uddannet dekoratør og har i en årrække arbejdet med design af stande. Han og vennen Ruben Poncia begyndte at skabe kunst sammen, og de ledsager ofte hinanden rundt omkring i verden på opgaver i gadekunstens tegn.
I 1992 startede Remko som freelance kunstner med særlig interesse for murmaleri og illustrationer, som han skabte ved hjælp af forskellige dekorationsteknikker.
Startede med Street Art i 2007
I 2007 deltog Remko i sin første Street Art-konkurrence, og siden da udgør denne kunstart en meget vigtig del af hans liv – også professionelt.
3D-kunst som en cocktail af tegneserier og humor
Remko van Schaik udfordrer 3D-malerierne både i kreativitet og udførelse. Hans værker er kendt for en kombination af tegneseriefigurer og humor, hvor figurerne bruges til at gøre kunstværket til en levende interaktiv historie, som publikum kan interagere med.
Remko er helt nede på jorden. Et af hans særlige kunstneriske kendetegn er, at motivet skal fortælle historien i sig selv – uden nogen kompliceret og overflødig forklaring med ord. Det har han altid stor succes med – og værkerne taler da også tydeligt for sig selv. Det gjorde det også med hans bud på en hammerhaj i 2023.
Gå på opdagelse blandt de øvrige kunstnere på linket her: https://www.streetart-denmark.com/kunstnere-2023/
Følg os på Facebook. her kan du holde dig opdateret med, alt, hvad der sker: https://www.facebook.com/streetartbrande